Hvordan social handel strammer Kinas jerngreb om internettet

(Alle links er på engelsk)

Den 29. april 2013 annoncerede Kinas største E-handel, Alibaba Group, at den vil anskaffe sig en andel på 18 procent af Sina Weibo for 586 millioner amerikanske dollars; en handel der kan omforme landets internetmiljø. Sina Weibo er Kinas mest populære Twitter-lignende microbloggingsforum med over 500 millioner bruger-konti, men alligevel har de endnu ikke kunnet opbygge en indbringende firmastruktur.

Ved at forbinde de mange millioner af Weibo-brugere til Alibaba, fik man sidste år skabt en E-handelsplatform, der håndterede flere transaktioner end Amazon og eBay tilsammen. Handlen bliver i stor stil bebudet til at være en kæmpe visionær, som kan starte en helt ny æra i social handel, eller e-handel drevet via de sociale media, i Kina.

Ny udelukkelse i tiden med social handel:

Alipay has become the world's biggest third-party online payment platform. By IvanWalsh.com. (CC: BY)

Alipay er verdens største online tredjeparts betalingsplatform. Af IvanWalsh.com. (CC: BY)

Men handlen markerer også en langsomt stigende tendens, der får den autoritære stat til at stramme dets greb om internettet. Alt imens at definitionen mellem internetøkonomi og internetpolitik bliver mere og mere utydelig, opstår der nye muligheder for regeringen, der gør, at den systematisk kan holde øje med internettet foruden bare dets indhold. Dette nye scenarie beskriver Googles Eric Schmidt og Jared Cohen i deres nye bog “The New Digital Age” (Den Nye Digitale Tidsalder):

As connectivity spreads, Internet service and mobile devices offer vital outlets for individuals to transcend their current environment, connecting them with information, jobs, resources, entertainment and other people. Excluding oppressed populations from participating in the virtual world would be a very drastic and damaging policy […]. As banking, salaries and payment transactions move increasingly onto online platforms, exclusion from the Internet will severely curtail people’s economic prospects. It would be far more difficult to access one’s money, to pay by credit card or get a loan.

Samtidig med at tilslutningsmulighederne spreder sig, tilbyder internetenheder og mobile enheder flere vitale muligheder, der gør, at enkeltpersoner kan overkomme deres nuværende miljø ved at tilknytte dem til informationsmuligheder, jobmuligheder, ressourcer, underholdning og andre mennesker. At udelukke et undertrykket folk fra dette vil være et drastisk tiltag. Da banktransaktioner, løn og betalinger oftere og oftere foregår online vil udelukkelse voldsomt indskrænke folkets økonomiske muligheder. Det vil blive langt sværere at få adgang til ens penge, at betale med kreditkort eller få et lån her.

Som et land, der står ansigt til ansigt med internettets “diktatoriske dilemma,”, viser det ovenstående scenarie, at Kina har stort potentiale i ikke at få internettets faciliteter til at lide under deres indskrænkelse af online frihed. Ved at acceptere internettet har den kinesiske regering udnyttet alle fordele inden for økonomiske og sociale udviklinger, for derved at kunne lovliggøre det. Ifølge McKinsey, et globalt managementkonsulentfirma, er Kina det andet største internethandelsmarked i verden, kun overgået af USA, med et salg på op imod 120 milliarder amerikanske dollars i 2011. Dog, samtidig med dette, er internettet blevet et vibrerende forum, hvor der eksisterer en masse kritik af regeringens politik og korruption.

Den kendte ’Great Firewall”, der blokerer uønskede udenlandske hjemmesider, udstiller censuren vedrørende de sociale medier, og på grund af tvungent samarbejde fra private internetfirmaer, er dette den officielle holdning. En nylig specialrapport fra The Economist beskrev det kinesiske internet med dets særegne blanding af økonomisk frihed og politisk mangel af samme, som et voksende bjørnebur, som der bliver konstant våget over.

Kinesiske regulatorer forsøger at gøre dette bur stærkere ved på strategisk vis at manipulere med de økonomiske drifter og befolkningens behov. Handlen, som Alibaba har foretaget, er en forsmag på, hvordan dette tilstræbes. Bill Bishop, en udgiver fra det kinesiske Sinocism China Newsletter, understreger dette dystre aspekt i ’Dealbook’, en kolonne i New York Times:

The Alibaba deal is about strengthening mobile positioning and spurring social commerce. The government would probably be pleased to see Weibo shift from being a hotbed of social and political commentary and critiques to more of an online shopping arcade that, through integrated online payment functionality, has the voluntary real name registrations of many users.

Alibaba-handlen handler om at forstærke mobiliseringen og fremskynde social handel. Regeringen vil sikkert glæde sig over at se Weibo skifte fra at være grobund for politiske kommentarer og kritik til et online handelsmarked, som ved hjælp af integreret betalingsfunktionalitet, får den frivillige brugers rigtige navn registreret.

Sina Weibo, China's biggest microblogging service.

Sina Weibo er Kinas største hjemmeside for microblogging. Af jonrussell CC: BY-SA.

 

Informationstotalitarisme

Tilbage i december 2011 udstedte den kommunale kinesiske regering nogle regler, der krævede at microbloggingfora skulle identificere dets brugere. I december 2012 underskrev den kinesiske lovgivende forsamling, Den Nationale Folkekongres, en lov, der krævede, at brugere skulle anvende deres rigtige navn, når de registrerede sig som bruger ved en internetudbyder. Selvom disse regler ikke er blevet effektueret synderligt, er dette stadig af største prioritering hos Kinas øverste. I slutningen af marts 2013 offentliggjorde Kinas statsråd dets fremtidige projekter, og det inkluderede bl.a. at have et navneregistreringssystem, der kunne registrere folks rigtige navne fra juni 2014.

Men listen indeholder projekter, der er langt mere bekymrende end ovenstående, især fundamentet for et samlet kreditoplysningsforum og et samlet sygesikringsindkodningssystem baseret på folks ID-oplysninger. Kombineret med systemerne, der kræver, at man brugte sit rigtige navn, når man registrerede sig, giver disse systemer regeringen hidtil usete muligheder i at indsamle og handle på baggrund af disse data. For fremtiden vil det blive nemmere end nogensinde før at isolere synlige individer fra økonomiske og sociale muligheder. Den Beijing-baserede aktivist, Mo Zhixu, kalder dette et stadie af “informationstotalitarisme,”; et stadie hvor der ikke kommer til at eksistere noget skjulested for nogen (via Seeing Red in China).

First of all, once the real-name system is used in website backstage management where one ID card matches one ID number, as Alipay (支付宝) does, those ID numbers culled online will soon become useless for repeated use. Secondly, with regard to activists using ID numbers of relatives and friends, if the conventional deterrence measures don’t work, the government could resort to building control into services by bundling ID card and the correlating social credit code with matters of personal interest. That way, relatives and friends will not want to, nor dare, to lend their ID numbers to anyone else.

Having established “a unified credit information platform with gradual input of information about finance, commercial registration, tax payments, social security contributions, traffic violations and other credit information” and “a unified social credit coding system based on identification number,” personal credit information will necessarily include information about Internet use. Thus, the Internet real-name system will be tied with one’s social credit code, and even with the social welfare system. From there, it’s not unimaginable for the government to use the unified credit code as the exclusive online ID code.

For det første, når navnesystemet er taget i brug hos en hjemmesides bagvedliggende bestyrelse, hvor ens ID-kort stemmer overens med ens ID-nummer, som Alipay (支付宝) (en kinesisk betalingsservice) gør , vil de ID-numre, der er blevet udvalgt snart være ubrugelige til gentaget brug. For det andet, med henblik på de aktivister, der bruger familie og venners ID-numre. Hvis regeringens almindelige afskrækkelsesmetoder ikke virker i første omgang, er det muligt, at man vil ty til at indbygge en ekstra kontrol ved at sammenligne folks ID-kort og den matchende social kreditkode med ens personlige interesser. Det vil medføre, at venner og familie absolut ikke vil gide eller turde låne deres ID-kort ud til nogen som helst.

Ved at have etableret ”en samlet kreditinformationsplatform med stigende input vedrørende finans, kommerciel registrering, skattebetalinger, sociale sikkerhedsforanstaltninger, trafikbrud og anden information” og ”et samlet socialkredit-kodesystem baseret på identifikationsnumre” vil personlig kredit nødvendigvis også inkludere informationer vedrørende internettet. Derved bliver internettets nye navnesystem sat på lige fod med ens socialkreditkode, endda også med det sociale velfærdssystem. I fremtiden er det derfor ikke usandsynligt, at regeringen vil bruge den samlede kreditkode som den eneste ID-kode.

Når så meget er på spil, kommer truslen af udelukkelse fra internettet til at have en kraftfuld kølig effekt. Selvcensur vil opnå helt nye højder af bekymringer om at blive udelukket fra handel, finans og social sikkerhed.

Skaberen af Alibaba, Jack Ma, erkender, at Sina Weibo har forøget muligheden for at følge med i, hvad der foregår, og understreger, at Alibaba vil blive ved med at forøge dette, dog ikke ved at gøre hjemmesiden til en glorværdig reklameplatform. Men uanset hvad, så gør den truende informationstotalitarisme det svært, da friheden vil indskrænkes og manipuleres med på sofistikeret vis, især når økonomien, politikken og ideologien alle ligner hinanden. Det er kun en ufin balance mellem frihed og slaveri. Den største fare kommer, når brugere af nettet ikke er opmærksomme på, at en magt bliver udøvet på dem, som Global Voices medgrundlægger Rebecca Mckinnon, forfatteren bag ” Consent of the Networked: The Worldwide Struggle for Internet Freedom”, udtrykker det i en artikel i The Atlantic (amerikansk magazin):

In the Internet age, the greatest long-term threat to a genuinely citizen-centric society — a world in which technology and government serve citizens instead of the other way around — looks less like Orwell's 1984, and more like Aldous Huxley's Brave New World: a world in which our desire for security, entertainment, and material comfort is manipulated to the point that we all voluntarily and eagerly submit to subjugation. If we are to avoid this dystopian fate, political innovation will have to catch up with technological innovation.

I internettets tidsalder er den største langsigtede trussel i et borgerfokuseret samfund en verden, hvor regeringen og teknologien styrer borgeren frem for at borgeren styrer dem. Dette ligner mindre Orwells og mere Aldous Huxleys ”Brave New World: en verden hvor vores behov for sikkerhed, underholdning og materiel tryghed manipuleres med i en sådan grad, at vi velvilligt og ivrigt overgiver os. Hvis vi skal undgå denne dystopiske skæbne, er den politiske innovation nødt til at hamle op med den teknologiske.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.