Palæstina: “Diwan Ghazza” Gazas bogklub

(Alle links i dette indlæg er på engelsk, medmindre andet er angivet)

Dette indlæg er det første fra vores nye skribent, den palæstinensiske blogger Yasmeen El Khoudary, hvori hun præsenterer et initiativ, der er oprettet af en gruppe bloggere i Gaza, som kalder sig Diwan Ghazza.

Det er ret overraskende at se, at folk er overraskede over at høre, at der er en bogklub i Gaza – men det er nok netop derfor, at vi oprettede Diwan Gazza. Lad mig fortælle Jer vores historie:

En flok af mine venner og jeg har fået nok af den måde, hvorpå verden betragter Gaza (med den sædvanlige mediedækning af den negative side af livet her) og ignorerer den anden side: det historiske, det smukke, det dannede og det inspirerende. Vi besluttede os for, at Gaza er en by, der ikke er mindre kompetent end andre byer, og det faktum at vi har været igennem så meget, burde føje til vores anerkendelse. Gaza opfostrer tænkere, og det eneste den lærer dem er, at de skal tænke selv. Der er ingen kulturelle centre, teatre, biografer eller opdaterede offentlige biblioteker i Gaza, men det skulle ikke stoppe os.

Så vi besluttede os for at investere vores tanker, tid og energi i at starte en gruppe, som vi kunne være stolte af at tilhøre. Det er ret sjovt faktisk, at hver gang folk spørger os, hvad “Diwan Ghazza” er, så forstår de ikke vores svar – “vi er en gruppe venner, som er interesserede i viden og i at forbedre Gazas omdømme i verden”. Hvorfor er vi ikke et registreret samfund eller en NGO?! Hvorfor søger vi ikke om fondsmidler?! Hvordan kan vi undvære et kontor!?

Men Diwan Ghazza er meget enklere end det. Vi er ikke villige til at ligge under for kedelige NGO- eller donerregulativer. Hvorfor skulle vi søge om at blive “officielt registreret” og bede om donationer, når vi kan gøre et godt arbejde uden nogen penge?

Vores første aktivitet var den første Gaza Tweet-Up i juli 2011, som samlede omkring 30 tweeps [brugere på Twitter, red.] fra Gaza, og mange af dem mødte hinanden for første gang. Vi diskuterede alt fra vores rolle og ansvar som Gaza tweeps til kommende aktiviteter i Diwan-regi. Senere organiserede vi en online tweet-up med Frode Mauring, specialrepræsentanten for administrationen i det besatte Palæstina. Vi organiserede også indtil flere møder mellem unge aktivister i Gaza og UNDP [FNs udviklingsprogram] og andre diplomater samt en diplomatisk og kulturel delegation fra Sverige [sv].

På samme tid i juli 2011 blev jeg Gazas koordinator for den fantastiske palæstinensiske skriveworkshop. Vi organiserede indtil flere skriveworkshops på nettet (gavmildt arrangeret af det britiske konsulat), som blev besøgt af et imponerende opbud af studerende og akademikere, der fik meget ud af at opleve berømte forfattere fra hele verden.

Senere startede vi Gazas Bogklub med to romaner: “Zabelle” af Nancy Kricorian og “Vejen fra Damaskus” af Robin Yassin-Kassab. Vi havde også en meget givende diskussion om Zabelle med Nancy Kricorian efter at have læst bogen og ser frem til en diskussion med Robin Yassin-Kassab snart!

The Gaza Book Club

Gazas Bogklub

Vores gruppe begyndte at vokse, og flere og flere mennesker blev interesserede i Diwan Ghazza og bogklubben. Men vi ville ikke begrænse os til engelske bøger eller til romaner eller til en lille gruppe mennesker. Vi havde heller ikke mulighed for et opdateret bibliotek eller en boghandel. Derfor besluttede vi os for at starte Diwan Ghazza Byttebogklub – og det gjorde vi så.

Vores første møde i januar blev besøgt af 18 mennesker og gav over 25 bøger. Fra bøger om Gazas kristne historie til en oversat udgave af den norske roman “Sult” af Knut Hamsun til Charles Dickens til Sahar Khalife udgjorde bøgerne et smukt sortiment. Vi mødtes igen i sidste uge med flere folk og flere bøger (vi talte dem ikke, men bunken var KÆMPE).

Denne gang var Ahmed Matar's poetiske og friske bøger om den egyptiske revolution og Paulo Coelhos’ bøger en del af samlingen. Vi byttede bøger igen, men havde en kæmpe bunke tilbage. Heldigvis tilbød det sted, hvor vi afholder vores arrangementer, Almat'haf Hotel (Gazas første museum for arkæologi og kulturhus), at lægge hus til vores minibibliotek i hotellets forretningscenter. Alle, der er interesserede, kan tjekke vores virtuelle hylde ud på Good Reads, men vores eneste betingelse er, at man skriver en boganmeldelse!

Og ved at gøre det er vi langsomt ved at opbygge en model, der viser, at MEGET kan gøres i Gaza uden nogen donationer. Alt man behøver, er et oprigtigt engagement og fælles interesser. Jeg håber, at jeg har været i stand til at svare på jeres spørgsmål om Diwan Ghazza, vores bogklub og hvordan vi forsøger at genopbygge det Gaza, som  Choricius of Gaza (491-518 AD) [pdf] engang tilhørte, og etablere Gazas skole for retorik – et forbillede for viden fra den sene antik!

Om Diwan Ghazza: vi er en gruppe af venner, der forsøger at give verden et bedre billede af Gaza (et billede der eksisterer, men som er blevet ignoreret i lang tid), ved: selvstændiggørelse gennem viden og ved at skaffe et sted, hvor unge kan tale om Gazas glemte ansigt. Hvad angår vores navn, er en diwan i palæstinensisk kultur familiernes gæstehus, hvor slægtninge og venner mødes for at tale og diskutere emner. Vores Diwan er et sted, hvor man kan udveksle og diskutere ideer, tanker og viden. For mere information, se vores hjemmeside, og Facebook-side.

Vores team er sammensat af fem ambitiøse palæstinensere fra Gaza, Ola Anan [ar], Jehan Al Farra, Bashar Lubbad, Omar Ghraieb, og Yasmeen El Khoudary.

Dele af indlægget er fra Yasmeens blog Gaza, out of the blue [Gaza, ud af det blå].

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.