I would like to tell you about my grandmother – Boiko Anna. She was born and lives in the village of Yaglush in Rogatyn district of Ivano-Frankivsk Oblast. She is a cheerful, talented, strong person. A person who has been through a lot, who is full of knowledge and memories.
Det er sådan Anna Boikos barnebarn, Olya Suprun, indleder [uk] sin blog “Historien om Anna Boikos liv.” På nettet deler Olya sin bedstemors minder – inklusiv historier fra deres familie og andre Yaglush-indbyggeres liv.
Hendes bedstemors fødeby, Yaglush, ligger i den vestukrainske region, der i dag hedder Ivano-Frankivsk. Denne region hørte fra 1772 til Østrig-Ungarn, efter 1. første verdenskrig for en kort periode til Den Vestukrainske folkerepublik, mellem 1920'erne og de sene 30'ere til mellemkrigs-Polen, under 2. verdenskrig til Sovjet og Nazistyrkerne og så igen til Sovjet fra 1944, indtil Ukraine blev uafhængigt i 1991.
Anna Boikos minder, som er optaget af hendes barnebarn, går helt tilbage til 1939 og skildrer indbyggerne i Yanglush's erfaringer i tiden under overgangen fra polsk til sovjetisk styre i regionen, tiden under 2. verdenskrig og den efterølgende tilbagevenden af den sovjetiske magt. De berører smertefulde emner i Ukraines historie, såsom nazisternes besættelse, undertrykkelse og deportationer af den lokale befolking i kommunismens tidlige år og partisanerne fra den ukrainske oprørshærs skæbne.
Sådan beskriver [uk] Anna livet i landsbyen, mens 2. verdenskrig lurer i horisonten:
The things in politics were tremulous, too, [people] were expecting better times than under Poland, but things did not turn for the better. The arrests and prosecutions began. Several families were deported to Siberia: Zakhariy Zliukovsky, Dutka and a few more families that were resettled here from Poland. The landowner’s land was divided up, and [my] mom got a few hundred [square meters]. But the land was of clay soil and inaccessible in the rain – there was no good road.
[…]
At that time the war with Germans was approaching. I remember it was a Sunday, a bright and sunny day. Grandma was chatting with a neighbor woman in the house. I went to the yard to let the chicken out […]. Suddenly [I heard] a loud roar of thunder – one, then another. I ran to the house and told grandmother, “Grandma, get the hen in, a rainstorm is coming!” Although the sky was clear, without a single cloud and no storm was in sight. Soon mom came home and said she heard in a village that there was a war! It was not thunder, but the sound of bombs falling. From that day on people became very cautious. It was the year of 1941.
[…]
På det tidspunkt nærmede krigen mod tyskerne sig. Jeg kan huske, det var en søndag, en lys og solrig dag. Bedstemor sludrede med en nabokone inde i huset. Jeg gik om i gården for at lukke hønen ud […]. Pludselig [hørte jeg] et højt tordenbrag – et, og så et til. Jeg løb ind i huset og sagde til bedstemor, “bedstemor, få hønen ind, det bliver uvejr!” Selvom himlen var klar uden en eneste sky, og der ikke var noget uvejr i sigte. Lidt efter kom mor hjem og sagde, at hun havde hørt i en landsby, at der var krig. Det var ikke torden, men lyden af bomber, der faldt. Fra den dag blev folk meget forsigtige. Det var i 1941.
På trods af bedstemoderens svære barndom, portrætterer Oyla hende som en vidende og nysgerrig 75-årig kvinde, der skriver digte og erindringer, laver smukke broderier, spiller computerspil og nyder at lave mad. Hun deler ofte Annas digte, opskrifter og historier fra hverdagslivet i landsbyen, mens hun især lægger vægt på skikke og traditioner, som beboerne værner om.
I et af indlæggende indrømmer [uk] Olya, at det er nyt for hende at blogge, men også at hendes blog er temmelig usædvanlig:
I know this blog is a bit weird and of an unusual format: strange, unknown house in the background, unpopular stories in which it is hard to find some meaning, and, in addition to this, their author – my grandma – is not the author of this blog… but it is neither [meant] for ratings, nor for profit; in order to understand its significance, one must read between the lines…
Det virker dog som om, at Historien om Anna Boikos Livs popularitet allerede har oversteget forfatterens forventninger. I 2011 blev den kåret som den bedste personlige blog ved Best Ukrainian Blog Awards [uk], og antallet af læsere og fans vokser stadig.
1 Kommentar
Ih, ville ønske at jeg kunne læse ukrainsk 🙂