Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Maya Angelou: En enestående kvinde med caribisk tilhørsforhold

Dr. Maya Angelou, speaking at The Carolina Theater, Greensboro, North Carolina, September, 2008. Image by Talbot Troy, used under a CC license.

Dr. Maya Angelou under en tale i The Carolina Theater, Greensboro, North Carolina, september 2008. Billede af Talbot Troy, anvendt under en cc-licens.

Der er blevet skrevet og tweetet meget om Maya Angelou siden hendes død den 28. maj. Hendes død har givet stor genlyd i Caribien – og ikke kun på grund af hendes ords styrke – forfatteren har også rødder i De Vestindiske Øer (hendes morfar var fra Trinidad). Bloggere fra den caribiske region har bearbejdet deres sorg over tabet ved at dele, hvad hendes liv og forfatterskab har betydet for dem.

Til ære for Angelous caribiske tilknytning har Repeating Islands genopslået et indlæg, der oprindeligt blev udgivet i Slate Magazine og beskriver forfatterens periode som sangerinde, da hun indspillede sit første og eneste album med titlen Miss Calypso.

Nogle bloggere kendte ikke engang til Angelous vestindiske herkomst før hendes død. Forfatteren til bloggen, What's the idea? gav udtryk for dette i hendes indlæg, The dream and hope of the slave:

Maya Angelou levede et langt, dejligt liv fuld af mod, bedrifter og anerkendelse. Jeg vidste ikke, at hendes morfar var fra Trinidad.

Still I Rise var det første digt i mit ikke særlig veluddannede litterære liv, der rørte mig med dets direkte relevans til mit eget liv som efterkommer af slavebundne folk, eller måske endnu mere fordi det udtrykte den sprudlende trods, som sorte kvinder er/var nødt til at have for at overkomme sexisme og marginalisering.

Roberta, bloggeren, går videre til at citere uddrag af digtet med disse ord:

Det er et digt med en enorm sejr “Out of history’s shame, I Rise…”

Nu tænker jeg på den sidste linje, “I am the dream and the hope of the slave” i forbindelse med, at vi i Caribien kæmper med ulighed og diskrimination, især for folk fra LGBT-miljøet [Oversætter-note: Lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner]. At vi skulle ønske at forevige love, der gør folk, der elsker personer af deres eget køn til kriminelle synes at være meget langt væk fra drømmen om frigørelse. Har vi allerede glemt, at slaveri også blev retfærdiggjort i religions navn?

På Facebook gav Nicholas Laughlin udtryk for samme holdning ved at henvise til en udtalelse, forfatteren kom med for fem år siden:

“At elske en person kræver meget mod,” sagde hun. “Hvor meget mere udfordret bliver man så ikke, når den man elsker er af samme køn, og loven siger: Jeg forbyder dig at elske denne person?”

–Maya Angelou, i et interview i New York Times, maj 2009

Eftersom alle med en puls så brændende ønsker at mindes Maya Angelou i dag, og samtidig med at Bain-sagen stadig fylder meget i mine tanker, virker det som et godt tidspunkt at genkalde sig hendes tanker om dette spørgsmål om retfærdighed, som Caribien kæmper med.

Bloggen, What's the idea? ser også Angelous råd som utroligt relevant i forhold til det globale problem med vold imod kvinder og piger.

I hendes Ode til FN, slutter Maya Angelou med disse ord:

When we come to it
We, this people, on this wayward, floating body
Created on this earth, of this earth
Have the power to fashion for this earth
A climate where every man and every woman
Can live freely without sanctimonious piety
Without crippling fear

When we come to it
We must confess that we are the possible
We are the miraculous, the true wonder of this world
That is when, and only when
We come to it.

Nogle ‘cyperborgere’ især på Twitter og Facebook, har genopslået citater af Angelou, der har påvirket dem meget. Den trinidadiske blogger, Kris Rampersad, sendte Angelou et simpelt farvel:

Tak, fordi du har delt dine tanker og følelser og din ånd og styrke med os, Maya Angelou. Der er så mange kvinder, der har fået deres energi fra dig…

Raquel Cepeda, en amerikansk forfatter med dominikanske rødder, fortalte om den ene gang, hvor hun bogstavelig talt rendte ind i Maya Angelou:

Engang da jeg var omkring 19 eller 20, pilede jeg forbi Bloomingdale’s i New York, jeg var sent på den til et eller andet—jeg har glemt hvad—og jeg løb helt bogstaveligt ind i en stor, imponerende skikkelse, der kom ud af butikken, da jeg kom spurtende forbi. Jeg følte det som om jeg var løbet ind i en mur. Da jeg stod der helt fortumlet, hørte jeg denne her majestætiske stemme sige meget langsomt “Pigebarn, sæt farten ned. Hvor i verden er det vigtigere at være lige nu end bare at være med dig selv?” Mine knæ blev til gele, da det gik op for mig, at denne person var Maya Angelou. Hun svævede videre på hendes helt majestætiske måde, inden jeg overhovedet nåede at få et undskyld over mine læber. Og det er derfor, der er en henvisning til hendes bog, I Know Why the Caged Bird Sings, som jeg lige havde læst på det tidspunkt, i titlen på min bog, Bird of Paradise… Jeg ville ønske, jeg kunne have fortalt hende det ansigt til ansigt, men ak, jeg rendte aldrig ind i hende igen.

Og Still I Rise, en blog, der hører hjemme på St. Vincent og Grenadinerne, og som har fået navn efter et af Angelous digte, ærede hende på denne måde:

Vi mødtes første gang på siderne i “I know why the caged bird sings” og fra dette øjeblik blev du en af mine heltinder… Du lærte mig så meget med dine ord, både skrevne og sagte, om min plads i historien, skønheden ved det at være kvinde og den gejst, der rejser sig i én på trods af forhindringer. Tak, tusind tak, din enestående kvinde!

Bloggeren, ligesom mange andreciterede et af Angelous mest gribende digte, When Great Trees Fall:

And when great souls die,
after a period peace blooms,
slowly and always
irregularly. Spaces fill
with a kind of
soothing electric vibration.
Our senses, restored, never
to be the same, whisper to us.
They existed. They existed.
We can be. Be and be
better. For they existed.

Den trinidadiske diaspora-blogger, Afrobella, havde det som om “[hendes] hjerte blev klemt af en knytnæve” da hun, fra sin Facebook-nyhedsfeed ikke mindre, fandt ud af, at Angelou var gået bort. Hun forklarede, at hun var blevet bedt om at skrive en artikel om forfatterens arv til en avis på Trinidad og Tobago:

I den artikel sammenlignede jeg Maya med Mount Rushmore eller de store Mammuttræer, og som de ældgamle havlæderskildpadder, der kommer tilbage til strandene på Trinidad for at yngle, som for eksempel den mest populære strand på Trinidad, Maracas. Jeg mener det på den måde, at Maya Angelou synes at høre hjemme hos os, hun forekommer forhistorisk og evig. Det er umuligt at forestille sig, at hun ikke er her til at give os doser af sin visdom, at fremsige et digt, der ryster vores hjerter og giver genlyd i vores sjæl. Vi troede aldrig hun ville gå bort.

For Afrobella var virkningen fra Angelous liv så kolossal, det [var] nemt at føle sig svimmel og overvældet:

I stedet for at blive meget vidstrakt og tale om hende i pompøse og medrivende termer, vil jeg være meget specifik og fokusere på en bestemt måde, hvorpå Maya Angelou rørte mig. Hendes digt, Phenomenal Woman, hjalp mig til at ændre mit liv.

For en i min aldersgruppe — eksisterede der ikke en tid før digtet, Phenomenal Woman. For os, var der aldrig en tid, hvor der ikke var de her uudslettelige, uforglemmelige, ubestridelige ord, der skulle opløfte, fejre og triumferende erklære, at vi er ubeskriveligt smukke, vi er værdige til at blive begæret og beundret af os selv såvel som af andre. Det handler ikke bare om, hvordan vi er bygget, det handler om, hvem vi er, og hvordan vi fremfører os selv i verden.

I det digt definerede Maya sig selv, men hun hjalp også med at definere den kommende generation. Sorte kvinder i hele verden voksede op med disse ord og velvidende om, at også vi var, eller i det mindste kunne være, enestående kvinder.

Vi, der er 35 eller yngre, har ikke kendt til en tid, hvor Maya Angelous ord ikke var der til at løfte os op. Vi var velsignet med at blive født i en verden, hvor hun var en konstant.

Bloggeren, Patrice Grell-Yursik, afsluttede sin hyldest ved at citere digteren selv:

Med hendes egne ord, “Når en digter dør, forsvinder der noget håbefuldt i den nationale psyke.” Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der allerede mærker tomrummet.

Tak, Maya Angelou. Tak, fordi du talte for os. Tak, fordi du delte med os. Tak, fordi du har været hos os så længe, som du kunne.Tak for alt det, du gav til os, du har givet verden så utroligt meget. Tak for at du har undervist os, formet os og for at du har efterladt os med en arv, vi skal leve op til.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.