Ukraine: “En ung mand døde i mine arme” #EuroMaidan

From the roof of Globus shopping center

Udsigt over Uafhængighedspladsen fra taget af shoppingcentret Globus i Kijev, Ukraine (19. februar)
Foto af Anastasia Vlasova © Copyright Demotix

En studerende fra Kijev, Ukraine, tweetede fra morgenstunden indtil halv et om natten den samme dag, hvor et voldeligt sammenstød [en] fandt sted mellem demonstranter og politi, der førte til 25 omkomne og mange hundrede sårede.

Selvsamme dag, den 18. Februar 2014, var det ikke lykkedes det ukrainske parlament at mindske præsident Viktor Yanukovychs magt, hvilket ellers har været formålet med de protester, der har fundet sted på “Maidan Nezalezhnosti” (Uafhængighedspladsen) de sidste tre måneder.

Følgende udvalgte tweets er fra brugeren @Mira_mp, der både var vidne til hændelserne på Uafhængighedspladsen som en del af de protesterende og senere også som frivillig på et hospital for at hjælpe de sårede.

Hendes første tweets omhandler starten af sammenstødet:

Det ser ud som om, jeg endnu en gang vil indånde rigeligt med gasser.

På Hrushevskogo [gaden hvor de første sammenstød opstod for en måned siden] brænder dækkene igen)

Folk i Mariinsky-parken råber “slaver” til titushki (mænd, som er hyret af regeringen til at banke og afskrække de protesterende) og viser dem penge. De (titushki) blev flove og kiggede den anden vej

Et telt brænder lige nu i Mariinsky. Det er uklart, hvad der generelt foregår her, og mobilforbindelsen er meget dårlig

Hendes næste tweets er sendt på vej til hospitalet. Tidspunktet angiver, at de var sendt efter, at politiet og specialstyrkerne startede med at slå ned på de protesterende nær parlamentet.

— Mira (@Mira_mp) February 18, 2014

Vi er på vej til hospitalet. To af mine fars venner har alvorlige skader i både hovedet og armen. Denne revolution er tæt på at blive en krig.

Der var bekymringer om, om politiet måske ville arrestere dem, som indberettede deres skader”, hvorefter hun skrev:

Måske skulle vi ikke tage på hospitalet. Bare køre forbi et apotek, behandle deres skader der og så få dem hjem.

Senere vendte hun tilbage til Maidan for at følge hændelserne ved parlamentet:

Nu er vi tilbage ved Maidan. Jeg håber, at Bo (en af hendes fars venner) kommer til bevidsthed igen. Han har fået en skade i hovedet.

Imens vi så en direkte udsendelse fra parlamentet, var der en gammel dame, som sagde “Er disse mennesker de idioter, som mine naboer stemte på? I dag vil de få problemer!” Jeg elsker mennesker som hende)

Folk følger med i direkte udsendelser fra Maidan. Kvinder og mænd uden hjelme og andet beskyttelse er ikke velkomne indenfor.

Rybak (Parlamentets talsperson) blev ført væk i en ambulance. Reaktionen fra de protesterende: “Er der nogen som ved, hvilken ambulance det var? Vi burde kaste molotov-cocktails!”

Tre personer er meldt omkomne. Fredelige demonstrationer er blevet til en krig.

Berkut (en specialenhed) skyder imod os og kaster sten fra Globus (et shopping-center ved Maidan).

Store menneskemængder på gaden. Metroen er lukket ned, mange går til Maidan

7 minutter i 18.00 (den deadline, regeringen har givet de protesterende til at forlade pladsen). Jeg er uendelig stolt af alle dem, som har deltaget på Maidan. Der er mange ældre og kvinder!

Jeg kan ikke blive derhjemme. Tager til et hospital ved Shovkyvocha (et gadenavn).

Jeg kan ikke lyve over for mine forældre og Dan, men jeg kan heller ikke blive væk fra Maidan. Sluk for telefonen, og ingen kan stille spørgsmål.

Hendes næste tweets er fra hospitalet.

Lægerne siger ingenting om Bos tilstand. Jeg kan ikke læse opdateringer på Twitter, og mit batteri er ved at løbe tør. Vi ses der.

Vi ankom til hospital nummer 17. Der er et stort antal sårede mennesker her! Kievers (indbyggerne i Kijev), kom og tag alle dem med hjem, som ikke er alvorligt såret.

Så meget blod og mange lig. Dette er den mest skræmmende nat i mit liv.

En ung mand, skudt i hovedet og armen, døde i mine arme. Jeg vil aldrig glemme denne nat.

Denne artikel er en del af vores dækning af Ukraines #EuroMaidan-protester.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.