Cuba: Bloggere reagerer på sultstrejkendes død

(Alle links i dette indlæg er på engelsk, medmindre andet er angivet).

Wilman Villar Mendoza

Wilman Villar Mendoza

Det har været en trist dag for den cubanske blogosfære, idet internetbrugerne modtog nyheden om den politiske fange Wilman Villar Mendozas død [es]. Mendoza havde været  i sultestrejke siden sidste november. Mange bloggere sammenlignede hans situation med den afdøde samvittighedsfange Orlando Zapata Tamayo, som døde i 2010 – den første cubanske politiske fange der døde efter en sultestrejke siden 1972.

Diaspora-bloggeren Uncommon Sense understregede forbindelsen meget klart:

Like Orlando Zapata and Juan Soto, his blood is on the hands of the Castro dictatorship.

And like those martyrs, he will never be forgotten.

Som Orlando Zapata og Juan Soto er hans blod på Castro-diktaturets hænder.

Og som disse martyrer vil han aldrig blive glemt.

Han sammenkædede også til en udtalelse fra The Coalition of Cuban American Women, der udførligt beskrev “den politiske fange Wilman Villar Mendozas død og hvordan diktaturet svarede igen med endnu mere undertrykkelse.”

Flere bloggere fra babalu kommenterede på Mendozas død. Val Prieto fremlagde den pointe, at systemkritikerens død “ikke alene handlede om bemægtigelsen af hans rettigheder og frihed…men om den uretfærdighed og mangel på værdighed, der var frigivet over ham”:

Wilmar Villar Mendoza…on hunger strike for 50 days protesting his incarceration and the abject violation of his basic rights and freedoms, died yesterday at the hands of the Cuban government. He was 31 years of age.

Wilmar Villar Mendoza died a hero, not only because of his courage to stand against the Goliath of the castro regime for his convictions, but because of the steadfast dignity of his sacrifice.

Wilmar Villar Mendoza sacrificed and died so that 11 million of his fellow Cubans could be free of the very tyranny that killed him.

Wilmar Villar Mendoza…i sultestrejke i 50 dage for at protestere mod hans tilbageholdelse og mod krænkelsen af hans basale rettigheder og frihed, døde i går for den Cubanske regerings hænder. Han blev 31 år.

Wilmar Villar Mendoza døde som en helt, ikke kun på grund af hans mod for at stå mod castro regimets Goliat med sine overbevisninger, men på grund af hans ofrings konstante værdighed.

Wilmar Villar Mendoza ofrede og døde, således at 11 millioner af hans med-cubanere kan slippe for netop det tyranni, der slog ham ihjel.

Alberto de la Cruz delte “et øjebliks klarhed” om den sultestrejkendes død:

As it happened upon the murders of Zapata Tamayo, Soto, and Pollan, for a brief moment, the assassination of Wilmar Villar Mendoza tore down the facade and the lies of the Castro dictatorship that has as acted as their shield for so many decades.

It may not last long — perhaps hours, maybe days — but for the moment, the Castro dictatorship is exposed.

Perhaps as early as tomorrow, this moment of clarity will dissolve and the lies will return to subjugate the truth. Not because this clarity is too weak or a fleeting moment, but because the world will close its eyes and turn away from the unpleasant truth.

Nevertheless, for now, Wilmar Villar Mendoza's death is not in vain: for a brief moment, there is clarity in Cuba.

Som det skete efter mordene på Zapata Tamayo, Soto og Pollan, rev mordet på Wilmar Villar Mendoza for et øjeblik facaden ned og afslørede det cubanske diktaturs løgne, løgne der har været deres skjold i så mange årtier.

Det varer ikke længe — måske timer, måske dage — men i øjeblikket er Castro diktaturet afsløret.

Måske så tidligt som i morgen vil dette øjebliks klarhed opløse sig, og løgnene vil vende tilbage for at lægge sandheden bag sig. Ikke fordi denne klarhed er for svag eller forbigående, men fordi verdenssamfundet vil lukke sine øjne og vende sig bort fra en ubehagelig sandhed.

Ikke desto mindre er Wilmar Villar Mendozas død ikke forgæves for nu, for i et øjeblik er der klarhed i Cuba.

Bloggen fortsatte med at udpensle reportager om, “hvordan fredfyldte menneskerettighedsaktivister på øen gik på gaden for at hylde Wilmars ultimative offer for Cubas frihed”. Der blev tilføjet: “Disse demonstranter blev straks mødt af Security Castro National [cubansk sikkerhedsinstans] som voldeligt angreb og arresterede flere af dem.”

Pedazos de la Isla forklarede, hvorfor Villar Mendoza ikke må blive glemt:

I have heard various people say that a hunger strike is a form of suicide, but I do not believe that. The only one at fault for his death is the dictatorship. It was that same dictatorship which arrested Mendoza during November of 2011 when he, along with other activists, peacefully marched down the streets of Contramaestre demanding freedom. And it was that same dictatorship which paid no attention to Wilman’s just demands to be liberated, which led to his hunger strike.

I did not know Wilman Villar Mendoza personally, but when a person puts their own life at risk for the well being of others, and in this case, for the freedom of an entire nation, then that says a lot about a person. The young Cuban, who leaves behind a wife and two young children, joins the list of so many executed, tortured, and beaten men and women, and also of many who have lost their lives on hunger strike as well. He is another Orlando Zapata Tamayo, another Pedro Luis Boitel- two Cubans who, although living in different generations, fought for the same exact cause and died the same way, in horrid conditions but with honor.

Jeg har hørt flere personer sige, at en sultestrejke er en slags selvmord, men det er jeg uenig i. De eneste, der er skyldige i hans død, er diktaturet. Det var det samme diktatur, der arresterede Mendoza i november 2011, da han sammen med andre aktivister marcherede fredeligt gennem Contramaestres gader med kravet om frihed. Og det var det selv samme diktatur, der var ligeglad med Wilmans retfærdige krav om at blive frigivet, som førte til hans sultestrejke.

Jeg kendte ikke Wilman Villar Mendoza personligt, men når en person risikerer sit eget liv for andres bedste, og i dette tilfælde for en hel nations frihed, så siger det en masse om en person. Den unge cubaner, som efterlader sig en kone og to unge børn, kommer med på listen over de mange henrettede, torturerede og slåede mænd og kvinder og også de mange, der har mistet livet under sultestrejke. Han er en ny Orlando Zapata Tamayo, en ny Pedro Luis Boitel – to cubanere som, selv om de tilhører forskellige generationer, kæmpede for den samme sag og døde på samme måde under frygtelige forhold men med ære.

Bloggere var også vrede over den måde, som Mendozas familie blev behandlet på. Pedazos de la Isla fremhævede, at “hans kone tirsdag aften ikke havde mulighed for at se hans lig”, og @Yoani Sanchez skrev på Twitter [es] at:

#cuba Hable con Maritza esposa de Wilmar Villar y confirma su muerte. No le han dejado ver el cuerpo. Mas info al +5353842338

#cuba jeg talte med Maritza Wilmar Villars kone og hun bekræfter hans død. De har ikke ladet hende se liget. Mere information på +5353842338

Følgende bemærkninger fra Cuban Exile Quarter:

Tonight two little girls lost their father; a young wife her husband; and a mother her son. Wilmar Villar Mendoza died tonight after his kidneys and other organs failed. He died the result of a prolonged hunger strike provoked by outrage over a profound injustice committed against him by the Castro regime.

I aften mistede to små piger deres far; en ung kone sin mand; og en mor sin søn. Wilmar Villar Mendoza døde i aften efter at hans nyrer og andre organer holdt op med at fungere. Han døde som et resultat af en lang sultestrejke fremprovokeret af vrede over den voldsomme uret, Castro regimet begik mod ham.

Bloggen fastslog også den pointe at:

There was little press coverage or official protests regarding his plight until his death appeared imminent.

Ladies in White and other opposition activists marched and demonstrated on his behalf suffering brutal beatings and detentions but the international press remained silent. Now that he has died, as was done in the case of Orlando Zapata Tamayo in 2010, the international media is reporting it. Too little and too late for Wilmar Villar Mendoza. Bloggers and activists on twitter had alerted the world early on about his plight. Pedazos de la Isla, Uncommon Sense, Babalu, and Capitol Hill Cubans deserve special mention for getting the word out on their respective blogs.

When confronting a brutal totalitarian dictatorship there is a very simple equation:
silence = violence = death.
International official protests and heightened press scrutiny on behalf of brutalized dissidents means less bloodshed. Silence means that Maritza Pelegrino Cabrera, Wilman's wife, is now a widow and his two young daughters ages 5 and 6 will not get to grow up having a father.

Der var begrænset pressedækning og officielle protester omkring hans tilstand indtil hans død virkede uundgåelig nær.

“Ladies in White” [damer i hvidt] og andre oppositionsaktivister, der marcherede og demonstrerede på hans vegne, blev udsat for brutale tæsk og tilbageholdelser, men den internationale presse forblev tavse. Nu da han er død, som det også skete med Orlando Zapata Tamayo sagen i 2010, skriver de internationale medier om det. Det er for lidt og for sent for Wilmar Villar Mendoza. Bloggere and aktivister har på Twitter tidligt alarmeret verden om hans situation. Pedazos de la Isla, Uncommon Sense, Babalu, og Capitol Hill Cubans fortjener en særlig omtale for at sprede ordet på deres respektive blogge.

Når man står over for et totalitært diktatur er der en meget simpel ligning:
tavshed = vold = død.

Internationale officielle protester og flere presse undersøgelser på vegne af voldsramte systemkritikere betyder færre blodsudgydelser. Tavshed betyder, at Maritza Pelegrino Cabrera, Wilmans kone, nu er enke, og at hans to unge døtre på 5 og 6 ikke får lov at vokse op med en far.

Babalu udgav og oversatte en kraftfuld udtalelse om Mendozas død fra en af Cubas mest højtprofilerede bloggere, Yoani Sanchez:

I want to denounce that in my country, people have to use their bodies, their intestines, their stomachs as a battlefield, as as a way to mount a civic protest. It is very lamentable that an entire population — 11-million Cubans on this island — has had all their rights as citizens taken away or limited. The civic, electoral, and judicial avenues for citizens to seek change, to demand a transformation, to demand the end of the status quo in our country has been blocked. What do we have left? Well, the people then must use hunger strikes as a way to express their nonconformity. It is very sad what has happened today, the death of Wilmar Villar.

That is the denouncement I wanted to make. Perhaps it is just like a bottle thrown into the sea, something that falls into an abyss, but…I want to leave constancy of this. Please, we do not want to continue utilizing our skin, our bones, as a way to show our outrage. We have to have the right to do it without repression.

Jeg ønsker at fordømme, at folk i mit land er nødt til at anvende deres kroppe, deres indvolde, deres maver som en slagmark som en måde at starte civile protester. Det er meget ulykkeligt, at en hel befolkning – 11-millioner cubanere på denne ø – alle har mistet eller fået begrænset deres borgerrettigheder. De civile, demokratiske og juridiske måder, hvorpå borgere kan søge forandring, for at kræve en ændring, for at kræve ophør med vores lands status quo, er blevet blokeret. Hvad har vi tilbage? Nuvel, folket må bruge sultestrejker som en måde at udtrykke deres ikke-konformitet. Det der er sket i dag er meget trist, Wilmar Villars død.

Det er den fordømmelse, jeg ønskede at lave. Det er måske ligesom en flaske, der er kastet i havet, noget der falder ned i en afgrund, men…jeg ønsker at forlade denne konstans. Vi ønsker virkelig ikke at fortsætte med at anvende vores hud, vores knogler som en måde at vise vores vrede på. Vi har brug for at gøre det uden undertrykkelse.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.